Så er sidste hele dag på turen ved at være omme. Som nævnt i går var dagens tur en af dem, jeg havde glædet mig allermest til, og heldigvis blev jeg ikke skuffet! Det var en helt igennem fantastisk oplevelse, selvom jeg fik flere højdemeter end jeg havde regnet med 😉
Jeg startede med en bustur fra Brunnen en smule ind i landet. Her skulle jeg med verdens stejleste kabelbane op til bjergbyen Stoos. Derfra tog jeg så en skilift op til stationen Klingenstock, som markerede starten på min vandretur. Turen med skilift gik stille og roligt, og selvom dagen startede lidt skyet, tittede solen frem da jeg kom til Stoos, så det var en rigtig behagelig tur op til selve bjergryggen i 1935 meters højde.
Herfra gjaldt det “bare” om at vandre (med et par afstikkere) til den anden station Fronalpstock længere nede ad bjergryggen, men selvom jeg godt vidste, der var højdemeter involveret, var det alligevel lidt udfordrende 😀 Man skulle også lige huske på, at der var stejlt ned til begge sider, så selvom stien i sig selv var fin nok, var det om at passe på balancen hele tiden.
Det er en meget populær rute, og der var derfor en del med-vandrere på turen i dag – også lidt flere end jeg havde regnet med. Der var dog en fin stemning, og der var også flere rastepladser hvor man kunne skiftes til at sidde ned undervejs.
Da jeg kom frem til Fronalpstock fik jeg lidt at spise, inden jeg nød de sidste udsigter over sø og bjerge, og derefter tog jeg en skilift ned til Stoos igen. Derfra tog jeg denne gang en svævebane ned til en anden bjergby, nemlig Morschach, som jeg har besøgt før. For nogle år siden vandrede jeg nemlig over samme bjergside til Morschach, blot i noget lavere højde 😃 Dengang som nu tog jeg bussen tilbage til Brunnen.
Vejret havde været rigtig fint og også varmt hele dagen, men kort efter jeg kom tilbage til Brunnen åbnede himlen sig, så det var ret belejligt… Heldigvis er en af byens bedste restauranter nabo til hotellet, så der indtog jeg en rigtig dejlig gang aftensmad uden at skulle ud at gå i regnvejret. Efter maden var regnen stoppet, så der gik jeg lige en kort sidste tur langs søpromenaden.
I kan se den sidste omgang billeder fra dagens tur ved at klikke lige her.
På de 7 hele dage jeg har været hernede i Schweiz (rejsedag inkluderet) kan jeg se, jeg sammenlagt har gået 143,613 skridt og tilbagelagt 104,52 km. Ikke dårligt, når man tænker på at der har været rigtig mange højdemeter indblandet 😎 I morgen står den så på en mindre togtur til Zürich og et fly hjem til DK, hvor jeg skal vænne mig til kun at være 20 meter over havets overflade igen, haha! Tak til jer der har læst og kigget med – vi ses 😊
Tak, vi har rigtig nydt at være med hver dag og set alle de flotte scenerier fra alpelandet. At vandre der er nok ikke lige for os oppe i alderen, så alletiders vi har set det hele alligevel og i fint vejr også. Hav nu en rar tur hjem til Danmark. Kh far og mor.