Så er første hele dag i Brunnen-området ved vejs ende, og det blev heldigvis en rigtig hyggelig og vellykket en af slagsen, trods den lidt uheldige start i går 🙂
Jeg fik en god nats søvn samt en gang morgenmad på det “forkerte” hotel, før jeg i god tid drog til det rigtige hotel, hvor jeg dog ikke kunne tjekke ind endnu, men i stedet aflevere min bagage, mens jeg drog på udflugt.
Turen startede med en mini-bådtur over til den anden side af søen, hvorfra jeg tog en kabelbane lidt længere op til bjergbyen Seelisberg, hvorfra jeg tog en bus lidt længere hen til byen Emmeten, hvorfra jeg tog en svævebane op til bjergstationen Niederbauen i 1575 meters højde 😁 Det lyder som en masse transport, men det tog faktisk ikke særlig lang tid og bestod af forskellige hyggelige transportformer med fine udsigter hele tiden 😎
Dagen startede skyet, og der kom også nogle svage dryp, men slet ikke nok til at jeg gad tage noget af mit regnudstyr i brug. Senere på dagen tittede solen også mere og mere frem, så det var rigtig godt.
Oppe på bjerget besøgte jeg nogle “käserei” (dvs. ostefremstillere) og blev gode venner med flere flokke af køer, alt imens jeg vandrede op til den 1923 meter høje top på bjergsiden, hvorfra der var fantastiske udsigter hele vejen rundt – man kunne overskue næsten hele Luzern-søen derfra, som ellers dækker et pænt stort areal 🤩
Jeg tilbragte vel en times tid på toppen med at nyde omgivelserne, før jeg begav mig tilbage igen og tog den omvendte tur hjemover. Vel tilbage i Brunnen kunne jeg endelig tjekke ordentligt ind på det rigtige hotel og få indlogeret mig, før jeg drog ud og fandt lidt aftensmad.
I kan se alle de udvalgte billeder fra dagens udflugter ved at klikke lige her.
I morgen gælder det så sidste hele dag på Schweiz-turen, og der skal jeg på endnu en tur, jeg har glædet mig til – nemlig en vandretur på en højderyg i nærheden med forhåbentlig flotte oplevelser igen. Vejret ser ud til at arte sig fint – i hvert fald indtil tidlig aften.
Hej. Tak for endnu en flot beskrivelse af de skønne omgivelser, du sender os. Hvor er der smukt der i bjergene. Og sjovt med de nysgerrige køer, der har det som blommen i et æg der på de kanter. Og de mange transportformer. Det er en oplevelse i sig selv. I går så vi til din bopæl, og igen var det ikke nødvendigt at vande. Hav en dejlig dag i højderne igen med fine oplevelser. Kh fra os, mor.
Tak for besøget på B40A. Og godt at høre, jeg sparer lidt på vandregningen 😀 Kh C